Gardinstang

Opgave II. Krav: Maks 400 og der skal fokuseres på det at opbygge en historie. Den sidste sætning er obligatorisk og lyder "..og så smed han den ud."

Overboen trak ud og toiletvandet rislede forbi ham bag savsmuldstapetet. Han stirrede mørkt på boremaskinen i sin hånd. I dag var planen at hænge gardiner op, og de skulle have en stang til formålet. Seks sølvgrå skruer havde rottet sig sammen med en gruppe rawlplugs, der i forvejen havde brugt hele formiddagen på at håne ham med beskidte tilråb. Han skævede usikkert til kassen med bor og bits. Den stod endnu uåben på bordet.

Boremaskinen blev tung i hans hånd. Han tog et fastere greb om den og tvang sig selv til at se op på kuglepensprikkerne. Han sank en klump, mens overboens højtalere skreg. En udrykning fra gaden knitrede i luften.

- Ska' du ha' hjælp? Hans kæreste stod i døren og duftede af stegt torskerogn.
- Nej, nej. Han virrede med hovedet. Det skulle blive løgn.
- Okay. Der er frokost om lidt. Hun smilede til ham. De røde sokker valsede ud i køkkenet igen.

Klistermærket på kassen lovede bits i alle størrelser og bor til både mur, træ og metal. Han valgte en, som virkede spids nok. Trappestigen gav sig nervøst under ham. På den anden side af vinduet voldtog vinden gårdhavens grædende efterårsløv. En due sank stakåndet sammen i en bunke af gult. Han brugte begge hænder, da han satte boremaskinen mod væggens tinding. Nu gik det løs. Pegefingeren trykkede aftrækkeren i bund og øjnene pressede sig i. Larmen fra hans værktøj gik i en syndig symfoni med overboens dunkende technosession. Væggen snøftede, men rykkede sig ikke en millimeter.

Han holdt inde og kiggede forbløffet fra væg til boremaskine. Der var ikke sket en fløjtende fis. Han så uforstående frem for sig.

- Vi spiser nu, skat. Hans kæreste var tilbage, smilende under dørkarmen.
- Æh, ja, mumlede han. Det var ikke lykkedes ham at skjule sin forvirring.

Hendes pupiller flød over og formede sig som to små spørgsmålstegn.

- Jamen, den virker ikke. Sådan noget skrald! Han fnøs.

Så grinede hun. Hun tog sig til maven, og hendes kinder blev våde. Hun blev ved. Latteren fik ham til at smile, uden at han forstod sammenhængen. Hun hikstede nu.

- Du har brugt en bit! Hendes grin overdøvede wc-vandet, der på ny strømmede gennem rørene.

Så fattede han det. En følelse af ikke at være sit køn værdigt bølgede igennem ham, men så måtte han også grine. Følelsen blegnede og så smed han den ud.

Mælk

Opgave I. Krav: Maks 300 ord og ikke mere end fem replikker til hver. Emnet er opbrud, hvor en person skal slå op med sin kæreste.

- Mælken lugter. Den ser også lidt forkert ud i farven. Hun så op på ham. Hans reaktion udeblev. Hun betragtede ham og mærkede hvordan køkkenet blev mindre. Loftet gav sig og gulvet krakelerede under dem i ovale sprækker. Han syntes ikke at ænse det.

- Den er for gammel. Det er jo derfor. Hun viste ham kartonens stemplede dato, pegede på den, så han kunne se den. Væggene begyndte at ryste, og han nikkede uden at fjerne blikket fra avisen. Hun rakte ud efter sit fyldte glas og drak den blege mælk i lange drag. Den store viser på hans armbåndsur tikkede om kap med den skælvende stilhed, der med taktfaste slag indtog tomrummets marv. Han bladrede en side og bed sig i tommelfingeren.

-Den smager som den plejer. Hvorfor mon den gør det? Hun kiggede på det tomme glas med spor af bristet skum på indersiden.

- Jeg kommer sent hjem i dag. Han foldede avisen sammen og rømmede sig. Morgensolen glanede ind mellem skæve persienner og gik i stykker, da den ramte hans ansigt. Han rejste sig uden at kigge på hende.

-Men den smager som den plejer. Er det ikke mærkeligt? Fodlisterne rev sig løs. Gulvet blev levende.

- Hvad fabler du om? For første gang den morgen så han på hende. En vant kulde bankede hendes øjne mørke, og hun besvarede hans blik.

- Mælken. Jeg fabler om mælken. Den lugter, og den ser forkert ud. Men jeg drak den, og den smagte normalt.

- Det forstår jeg ikke hvorfor du gjorde. Han kiggede tomt på hende.
Hun rejste sig op, vendte sig væk, og med et mælkeskæg på læben gik hun fra ham.

Ode til Tour de France, 2009.

Cykelhjul sorte som sod
Slider mod asfaltens gråblege rod
Hjelme glimter i et inferno af neon
Meningsløs kamp kold som freon

Knyttede næver i krampagtig stand
Vener med dope i alle mand
Contador rider om kap med løbende sved
Verificeret monotoni i uendelighed

Sjov, sukker og sol

Min udmattede, grillede krop værker helt. Jeg har mere sukker i systemet end efter en børnefødselsdag i 90’erne og det hele drejer og snurrer i mit hoved, selv om jeg med magelighed som førsteprioritet har pakket mig ind i en stillestående sofa. Jeg har nemlig været i Fårup Sommerland i dag. Hele dagen, vel at mærke.

Med en lidt for høj ANR-klang blæsende ud af vinduerne i en rød bil og med duggede dåser i køletasken, trillede vi i anstændig feriefart fra Hjørring til Fårup på en solbeskinnet juli-onsdag.
De morgenfriske, røde bluser pegede os frejdigt hen til nærmeste græssede friplads midt i vrimlen af motorslæder, barnevogne og glade unger, og vi satte derefter straks kursen mod indgangen, hvor skrig og hvin tog imod os som en fanfare, der var det halve kongerige værdig.

Et skønt syn, der emmede af sommer, fedtet candyfloss og flerfarvet slushice, bød os i møde. Formiddagsheden trådte hurtigt i karakter og vi skreg os igennem (mit livs) første tur i Lynet. En rutsjebane, der tog sig selv og sit navn alvorligt. Da det blev Træstammernes tur pjaskede vi hinanden til med det grumsede vand i fornøjelig og barnlig iver. Her skreg jeg også alle 11 meter ned i finalen.

Tiden kom også til gode, gamle Mine-Expressen, der som bekendt holder til i de bebladede trætoppe, og til Falken, der med samtlige træplanker sendte øredøvende knæk og brag udover hele parken. Med en gennemsnitsalder på 26 følte mit slæng og jeg os heller ikke for gamle til de enorme, blå puder med indbygget hoppeeffekt, og trampolinerne fik selvsagt samme behandling. Med svedperler i overflod lagde vi også vejen forbi Aquaparken. Menneskemylder og baderinge i hobetal - det var perfekt!

SÅ begyndte maverne at gøre os opmærksomme på deres tilstedeværelse. Overalt i parken blev der lokket med kulinarisk junk; friturens liflige fedtbobler bød på sprøde fritter og man serverede også gerne en jævn blanding af nudler, pizza og pølser for os. Vi tog imod med et sultent gab og vi slukkede tørsten i sukkervand og solskin. Hvilken dag!

Labyrinten slog troligt tonen an i Skattejagten og det tog pinligt lang tid at finde vejen ud. Så morede vi os ellers med diverse forhindringer i form af træ-ting, der bevægede sig uhensigtsmæssigt, samt en lige blanding af reb, vand og ondt plastik. Et kort sekund glemte jeg alt om min voksne kampvægt og hvad den kunne have af betydning inde i et rødt rutsjebanerør, men svaret er altså fart og en meget øm højre balle.

Vi accepterede selvfølgelig også den milelange kø ved Flagermusen, for efterfølgende at spise os dårlige i belgiske vafler med softice og syltetøj, selvfølgelig i selskab med colabrus.

En lang dag med intens traven, vaden og hoppen, spækket med endeløs underholdning og alt for meget sukkerstads og fedtede kalorier er nu forbi. Tilbage sidder jeg, dyneklar og med varm hud. Tak for en rigtig dejlig dag, Fårup.

Hurtigskrivning om dagens sanseindtryk

Bitter kaffe farver tungen mørk, tester drøblens velvilje. Lyde fra køkkenet, en mor i aktion. Fisk, vand, kaffe, kaffe, vindruer, der syrligt omfavner en lettere forbrændt smagsløgsinstans. Et tastur med eget liv, jeg prøver lidt på at få det til at samarbejde, jeg aner ikke om det fungerer. Det fucking regner endnu engang, jeg tænker på min morgen. Dyneduft og velbehag, kulde og varme på samme tid, duften af gammel cigaretrøg er næsten væk. Gammel isbøtte må ikke vælte. Det duer ikke for stakkels, svært rustikke gulvtæppe. Jeg mærker ham. Varme, morgenduft, jeg skal tisse. Nøgen tripning, duft af regn, ensomhed på et lille badeværelse. Baderum. Rummet. Metermåler. Måleske. Ske. Teske. Skete. Test. Stuen. Jeg tænker på de ældre fotografier, hængt op i kvadratiske mønstre på tapetvæg. Hvide vægge, duft af møbler, duft af engagement, duften af det kendte. Striberne på mig fanger min opmærksomhed, kaster mig tilbage til Thailand, trykkende hede og billigt medicin. Jeg griner, ler, det bobler ved tanken om fortiden, om rejsen, om menneskerne. Jeg rækker tunge af fremtiden, ser mig ikke tilbage, glemmer det hele lidt. Strand, dans, bajere, boblende bobler, fryd på dåse. Jeg mindes tidligere tider, ungt liv. Farlig cocktail. Jeg tænker lidt på mørkhåret pige, på vinduer, på smøger. Vender tilbage til min morgen, sammenkrøllet stræklagen, forpulet rødvinsklat, smeltet i ét med vinglasbund. Regnen tikker på ruden. Jeg tager hjem. Kaffe. Bitter smag af kaffen jeg glemte. Men den er stadig varm, mor. Og bitterheden er god. Bitter forenes med fraværet af hovedpine, bitterheden omfavner onsdag formiddag med en slagtet veltilfredshed. Jeg slagtede mit hår, mærker irriteret min bund alt for godt. Gro, for helvede. Morgenen er væk, erstattet, erobret af sen eftermiddag. Jeg gør klar til at kysse klokken seksten nul syv farvel, vender mig ikke om, blinker til mig selv i spejlet og åbner den grønne bog ved min side. Slår op på side enogtyve og læser mig væk.

Fryd ved lyd

Et undertrykt fnis rumler inde bag min drøbel. Jeg ser mig om. Ingen har set hvad der netop skete, jeg står alene i mit køkken. Hurtigt samler jeg agurke-skiven op fra gulvet, tommeltottens overflade i nærkontakt med våd agurke-kød, og taber den igen, denne gang med vilje. Klask, siger det og en ny fnisen fødes.
Frydes I også ved bestemte lyde? I min verden går gode lyde hånd i hånd med lyserød guf på en sommeraften i Tversted – det er cremen af cremen uden undtagelse. Lad mig komme med flere eksempler.

Fødevarekategorien ligger klart øverst. Det morsomme agurke-skive-klask er min favorit, mens sodavandsdåse-oplukningsklikket med efterfølgende udløsning af kulsyrebobler snildt napper i agurke-bagendens mørkegrønne skræl. Når der vendes noget vendbart i en dertil indrettet mat plastikskål, (det være sig med gummi-dejskraber, træske eller et andet tilpas blødt redskab) ja, så kilder det i min mave af rent velbehag. Den tilhørende lydeffekt er nærmest afstressende, hvis man lige tager sig tid til at lytte.

Madlavningens endeligt fører mig hen i sofaen med et blødt tæppe og en hård bog. Bogstaverne vælter mig i møde, udfordrer mine celler i øverste afdeling og beriger mig med nye billeder. Efter endt session klapper jeg bogen sammen med et nydeligt smæk. Et smæk der lover mine sanser skøn stimulering; enten duften af gammel, indbundet biblioteksbog eller duften af nyindkøbt plastikpaperback når mine hengivne næsebor, for ikke at tale om lyden. Smæk, kun som en bog kan smække sammen. Og som indholdet kan byde på stride modsætninger, kan selve bogen det også. Hvem har ikke tabt en tung bog på gulvet og instinktivt forsøgt at holde sig for ørerne inden tyngdekraften og bogen tilsammen udløser et højt brag? Av min arm.

Mens jeg brusebader, oplever jeg et sandt mekka af lækre lyde. Vandet, der som bekendt både risler, løber, pjasker og spuler, er i sig selv rent lydmæssigt håbløst tilfredsstillende. Fra højtalerne emmer det af Janis Joplins ru røst så øredøvende højt, at alt tomrum omkring mig er fyldt op til randen; ikke-eksisterende. Det er fantastisk.
Da jeg åbner døren ind til stuen, bliver jeg mødt af en lyd så gennemtrængende at jeg næsten får åndenød. Min mor nøs lige. Ingen kan nyse som min mor. Det er så pludselig og så voldsom en lyd, og dog så bekendt og så vant. Lyden fremkalder hver gang smil og prosit.

De bedste lyde er dem som man troede man havde glemt og som formår at kalde fryd og fortidsfornemmelser frem. I selskab med dufte er det dem, der som en ru kattetunge kan slikke flere sanser på samme tid. En glædelig overraskelse kan ikke tørre smilet af den mest mugne pessimist og sådan forholder det sig for mit vedkommende også med lyde – livet er for kort til ikke at nyde de frydefulde lyde.